Andante, andante

[Prof. Rosa Sensimilla]

@siors

---

Rosa nynnede muntert, mens hun bevægede sig med raske skridt ned ad de lange korridorer på Hogwarts. Første skoledag efter sommerferien var overstået, og det var gået som smurt i Botaniktimerne, nu hvor eleverne havde haft tid til at få klaret deres hjerner, og var friske til at starte et nyt år. Selv havde hun da også brugt ferien på at slappe af, men det var nu bare dejligt at være tilbage på skolen igen. Rosa havde vist ikke haft så lang en ferie siden, hun selv havde gået på skolen.
Hun havde besluttet sig for at slå et smut omkring Ravenclaws nye Overhoveds kontor bare lige for at hilse på. Det var kun almindeligt at interessere sig lidt for sine kolleger, mente hun, og for hende selv betød det i hvert fald rigtig meget, at man blev budt ordentligt velkommen, når man startede et nyt sted. Det var ikke sikkert, han ville være der, dog. Rosa kunne forestille sig, at der var mange gøremål det første stykke tid, også som Overhoved.
Efter de sidste timer havde hun ganske kort været forbi sit kontor for at skifte tøj. Af en eller anden grund endte hun altid med lidt jord og gødning hist og pist, så det betød meget for hende, at hun kunne se præsentabel ud resten af dagen. Som altid var hun pænt og feminint klædt på i en pudderrosa kappe, nederdel og diskrete hæle.
Den muntre nynnen ebbede ud, da hun standsede op foran døren ind til kontoret og tog sig tid til at tage en dyb indånding for at dæmpe forventningens spænding. Egentlig var Rosa ikke helt komfortabel ved at skulle stifte bekendtskab med nye mennesker, men alderen havde lært hende at se bort fra sin generthed, i et vist omfang i hvert fald. Til sidst løftede hun hånden og bankede på.

[Deleted]

Det kunne godt være, at Siors kun netop var blevet ansat som Ravenclaws nye overhoved, men det betød ikke, at det havde taget ham lang tid til lære skolen at kende. Han havde jo trods alt gået der dengang, han selv gik i skole og også på det selv samme kollegie. Han havde desuden været der før, dengang han ejede en tryllestavsbutik. Han havde få gange været der for at fortælle om stavene og alt det, der hørte med, så skolen var skam ikke helt glemt for ham, og han havde med lethed kunnet finde sin vej rundt.
Han var i øjeblikket på vej tilbage til sit kontor efter at have været nede ved Levi for at få sig noget af stormhateliksiren. Det var jo ugen op til fuldmåne, og nu hvor han befandt sig på en skole fyldt med en masse mennesker, så ville det ikke just været smart, hvis han kom til at skippe den. Han havde desuden en tendens til allerede at være ganske aggresiv i ulvefasen, når han var under indflydelse af den, så det kunne komme til at gå grusomt galt, hvis han ikke fik taget den. Men i modsætning til sin fætter, så kunne man ikke så godt fornemme på Siors, at fuldmånen nærmede sig. Levi så usædvanligt syg ud, når tiden var nær, men man kunne ikke se det på ham selv. Måske fordi han havde været født som varulv? Han vidste det ikke, men det ville ikke overraske ham, hvis det var årsagen.
Han åbnede døren ind til kontoret, hvorefter han lukkede den igen og tog plads ved skrivebordet inde midt i lokalet. Han fandt en fjerpen, noget pergament og et blækhus frem fra en skuffe, hvorefter han begyndte at tegn den ugle, der sad henne i vinduet og hvilede sig. Han nåede dog ikke langt med tegningen, inden det bankede på døren. "Kom ind," sagde han med sin tydelige, dybe stemme, så det kunne høres uden for døren, men alligevel uden at hæve stemmen.. Han lagde et par detaljer til på tegningen, så man bare nogenlunde kunne fornemme, hvad den skulle ende med at forestille, når den engang blev færdig, inden han kiggede op for at se, hvem, der ville træde ind i lokalet.

[Prof. Rosa Sensimilla]

Selv var Rosa absolut heller ikke gammel af gårde. Hun havde været ansat på skolen siden januar, hvor hun egentlig var startet op med et vikariat i Eliksir, men allerede i løbet af den første måned havde Botanikprofessoren indgivet sin opsigelse, og så havde Rosa selvfølgelig søgt det med det samme, for hun var nu engang botaniker, selvom Eliksir også var et fag, hun holdt meget af. Gisningerne havde gået på, vidste hun, om hun kun havde fået stillingen, fordi hun tilfældigvis var niece til Hogwarts’ Rektor, Georgo Martelli, men det var naturligvis det værre nonsens. Rosa var meget dygtig til sit fag, og det vidste hun.
Hendes viden om det nye Overhoved var dog ganske begrænset. Hun kendte hans navn og havde set ham kortvarigt ved fordelingsceremonien og måltiderne, men uden at få mulighed for at hilse på ham. En ganske nydelig herre, så det ud til. Et forventningsfuldt smil bredte sig på hendes læber, da hun hørte den dybe mandestemme byde hende indenfor, og trådte hurtigt ind gennem døren, som hun lukkede omhyggeligt efter sig.
”Buongiorno, godeftermiddag, professor Argall?” hilste hun smilende med sin endnu markante italienske accent og trådte længere ind i kontoret. ”Jeg håber ikke, jeg forstyrrer?” Hun kunne jo se, at han havde været optaget af noget ved sit skrivebord. ”Mit navn er Rosa Sensimilla, jeg er professor i Botanik.” introducerede hun kortfattet sig selv med de sædvanlige fagtende hænder. ”Velkommen til! Jeg ville blot hilse ordentligt på Dem.” fortalte hun med et imødekommende smil, der afslørede de åh-så-forhadte smilehuller i begge kinder og gik frem mod ham med fremstrakt hånd.

[Deleted]

"Godeftermiddag," hilste Siors, som et velkendt ansigt trådte ind og ikke en eller anden elev, som han endnu ikke havde mødt. Han kendte ganske vist ikke meget til kvinden, men mente nok, at Levi havde nævnt for ham, at det var hende, der nu underviste i botanik. Et ganske hyggeligt fag, som han selv holdt meget af, dengang han gik der. Man skulle jo have sig en vis viden derfra, når man var tryllestavsmager, som han jo engang havde givet sig i kast med, inden han blev kunstner. "Professor er nu så meget sagt," tilføjede han. Han mente nu selv, at titlen som professor tilfaldt underviserne. Men det var nu ikke første gang i den korte tid, han havde været ansat, han var blevet tiltalt på denne måde. Det gjorde ham nu heller ikke noget, men han mente nu alligevel, at der var en vis forskel på det to jobs.
"En fornøjelse at møde Dem, professor Sensimilla," ja, de havde jo ikke just mødt hinanden. Og han satte da også stor pris på, at hun kom og præsenterede sig og bød ham velkommen, selvom det måske ikke virkede til det. Han havde bare aldrig været god til det der med ansigtsmimik og et passende tonefald og ordvalg. "Jeg takker," sagde han kort for hovedet, hvorefter han brugte et øjeblik på at betragte hende. Hun var en ganske nydelig kvinde, og han kunne godt høre, at hun havde sig en accent. Italiensk, hvis han ikke var helt forkert på den, men nu havde han jo ikke rejst så meget, så det kunne jo også vel være forkert. Det tvivlede han dog på. Han var ret så sikker i sin sag på lige dette punkt.
Efter at have betragtet hende kort, rettede han sig op, efter at have været bugget en smule ind over skrivebordet. "Sig endelig ned, hvis det behager," sagde han og gjorde en gestus mod den stol, der stod på den anden sige af skrivebordet. Det kunne vel ikke skade og lære sine kollegaer lidt at kende.

[Prof. Rosa Sensimilla]

Det tog ikke Rosa mange øjeblikke at opfatte, at herren bag skrivebordet ikke var en, som gavmildt uddelte smil oppe og nede og til højre og venstre. Det var dog ikke noget, der anfægtede hende, for hun havde da op til flere kolleger, der ikke just var de smilende og leende typer, men som da var ganske rare mennesker alligevel. Xavier undtaget, selvfølgelig, de kunne ikke udstå hinanden.
”Åh, det kan være, De foretrækker noget andet?” spurgte hun høfligt, da hans bemærkning om professor-tiltalen faldt, for hun ville da nødig tiltale ham på en måde, han helst var foruden. Selv hadede hun jo ’Frøken Sensimilla’, nej, det måtte enten være ’Rosa’ eller ’Professor Sensimilla’, og det så hun ikke noget i vejen med at påpege. Det var jo svært, hvis ikke umuligt, når man overhovedet ikke kendte hinanden at vide, hvad man foretrak, og så måtte man bare give det et skud. Så det måtte bære eller briste.
”Fornøjelsen er skam helt på min side.” forsikrede hun og sendte ham et mildt smil, mens hun også brugte øjeblikket på at tage bestik af ham. ”Tak, mange tak.” Hun strøg hen til den stol, han anviste, og tog plads, efter hun af ren refleks havde glattet nederdelen først, så der ikke ville være folder, når hun rejste sig igen. Hun lagde benene over kors og flettede fingrene om sit knæ i et forsøg på at holde dem bare lidt i ro. ”Er De faldet godt på plads?” spurgte hun, både høfligt og oprigtigt interesseret. De fleste, fornemmede hun, som var gamle Hogwartselever, faldt ret hurtigt på plads på skolen som arbejdsplads. For de fleste var det jo en glæde at vende tilbage til de mange trapper og korridorer, og det at finde rundt lå ligesom bare i benene. Hogwarts ændrede sig jo ikke så meget.

[Deleted]

Siors rystede blot på hovedet ved hendes spørgsmål. "Ikke just," sagde han, "hvad end De ellers må finde passende." Ikke at han ikke brød sig om den fornemme tiltale, tvært imod. Han satte faktisk stor pris på det. Det vidnede om respekt, som man viste til den anden art, og det værdsatte han højt. Specielt hos yngre mennesker, forventede han denne form for respekt, da han blot syntes, at det faktisk burde være ganske normalt. Det var noget af det, han bedst kunne lide ved lande som Frankrig. De havde en højere matdistance, og man tiltalte derfor hinanden meget pænere og med en noget større respekt. Det var dog desværre noget, der manglede en stor del af. Selvom eleverne her på Hogwarts faktisk var meget god til det der med tiltalen og respekten, og det havde overrasket ham positivt. Men eller havde denne tids ungdom et stort problem med det der respekt for de voksne. Heller ikke i Siors egen generation, havde de unge været gode til den slags. Han havde bare altid selv været meget formel, så han var noget af en undtagelse der. Men det havde han det nu også fint med. Han ville hellere være formel og uden for, end at være et svin og så være inde i varmen.
Hun nikkede derefter til hendes spørgsmål. "Ganske godt," svarede han hende. "Jeg har selv gået her før, så stedet er ikke helt ukendt for mig." Nej, det var faktisk overraskende velkendt, da han var kommet tilbage. Jovist, havde han været der et par gange før, men han havde nu alligevel ventet sig, at der ville gå bare et lille stykke tid inden, han var fundet helt på plads igen, men der var knap gået en time inden da.
"De har en specielt accent," påpegede han, selvom han jo lidt havde regnet ud, hvor den kom fra. "Må man spørge, hvor De kommer fra?" Han vidste det godt, men det ville også være en anelse pinligt, hvis det nu viste sig at være forkert, for han kunne jo sagtens tage fejl. Da var han jo, i modsætning til så mange andre, jo heldigvis ikke for stolt til bare at spørge. Det ville alligevel være mindre pinligt end en forkert antagelse. Men ja, det var der jo så mange, der var uenige i, og det måtte de da også selv om.

[Prof. Rosa Sensimilla]

”Åh, okay, d’accordo.” Hvad hun ellers måtte finde passende? Rosa tænkte over det et øjeblik. ’Hvad med Siors?’ Ej, det var altså for dristigt, selvom den lå lige til højrebenet, og hun egentlig ikke tog det vanvittigt tungt, hvis der smuttede en tiltaleform i svinget. En slækkelse, hun havde taget til sig efter at have slået sig ned i Storbritannien for bestandig på trods af, at Italien jo ikke var blandt de mest formelle lande, sat op imod Frankrig. Man kunne hurtigt komme til at brænde fingrene, hvis man misforstod franskmændenes høflighed for at være arrogance og englændernes ironi for at være uforskammethed. ”Det vil jeg tænke over.” smilede hun til det med tiltalen. På stående god vidste hun ikke, hvad det ellers lige skulle være. ’Hr. Argall’ var bare for stift, syntes hun.
”Det var godt. De har vel gået på Ravenclaw selv, kan jeg næsten forestille mig?” fortsatte hun løst konverserende og var alligevel ude af stand til bare at lade sine hænder ligge uvirksomt hen. ”Hogwarts er også et fantastisk sted. Jeg holder aldrig op med at blive forundret.” Hun lod de brune dådyrøjne vandre lidt rundt i kontoret, som det gik op for hende, at hun faktisk ikke havde set det indefra, siden sin egen tid som elev på Ravenclawkollegiet. Ikke fordi Rosa var én, der havde tilbragt særlig lang tid på de forskellige kontorer. Hun havde altid gjort meget ud af at gøre så lidt ud af sig selv som muligt, så de fleste professorer nærmest ikke havde lagt mærke til hende. Blikket vendte tilbage til manden på den anden side af bordet, da han talte igen.
”Nej, den er slet ikke så speciel igen.” benægtede hun med en lille hovedrysten, uden at have den mindste mistanke om, at han allerede havde lyttet sig frem til svaret. ”Jeg er italiener, forstår De.” forklarede hun nærmest beklagende, fordi hun altid havde følt, at hun skulle undskylde for at tale om sig selv.

[Deleted]

Hr. Argall var nok blevet brugt mere som tiltale til Siors, end hans egentlige navn var. Han var formel, og det vidste både han selv og stort set alle andre. Det tog i hvert fald sjældent særlig lang tid for folk at finde ud af, at hans fornavn ikke var acceptabelt at bruge medmindre, man kendte ham godt. Og det var hidtil ikke lykkes for mange at bryde denne barriere, så venner havde han heller ikke mange af. Det passede ham nu også udmærket. Så havde han tid til andre ting. Han havde i hvert fald ikke ondt af sig selv, og det var jo heller ikke ligefrem fordi, at han var helt alene i verden. Han var jo kommet ganske godt ud af det med sin fætter, efter de havde mødtes for første gang, og det var okay for ham lige nu, selvom nye bekendtskaber da selvfølgelig heller ikke skadede det fjerneste. "Udemærket idé," sagde han. Det var bemærkninger som denne, der nok ofte fik ham til at fremstå arrogant, men det tænkte han ikke så meget over. Levi havde ganske vist nævnt det for ham en gang eller to, men af en eller anden årsag, så havde Siors ikke just taget det til sig, selvom det måske kunne gavne.
Han nikkede til hendes spørgsmål. Han var faktisk blevet overvejet til Slytherin i et kort øjeblik, men var heldigvis havnet på Ravenclaw. Det passede ham noget bedre, end Slytherin havde gjort, det var han nu alligevel overbevist om, selvom han forsøgte ikke at nære fordomme mod de andre kollegier. "Nej, stedet her gemmer på meget," medgav han hende. "Jeg tror faktisk ikke, det er muligt at opdage alt, hvad stedet har at byde på i løbet af én menneskealder." Han havde i hvert fald for længst opgivet at se det hele, for det var vist ikke meningen, at det skulle hænde for nogen. Stedet var og blev et mysterium, og sådan skulle det også være. Det var bare et faktum. Han nikkede, som hun fortalte, hvor hun kom fra. "Italien," sagde han som en slags konstatering, eller hvad det nu var. "Hvor gik De i så fald på skole henne?" Spurgte han så, da dette jo faktisk havde undret ham engang imellem. "Beauxbatons er jo nærtliggende, men dertil skal man jo have boet i et frankofont land i et vist antal tid, ikke?"

[Prof. Rosa Sensimilla]

Hun rynkede panden en anelse over hans bemærkning, som hun næsten ville karakterisere som værende hovmodig, men verfede det bort øjeblikket efter. Måske havde hun bare misforstået eller hørt forkert eller lignende - det faldt hende alligevel ind imellem stadig svært at opfange de forskellige intonationer i engelsk, så det skulle ikke undre hende.
”Nej, det tror jeg, De har ret i. Selvom jeg er fuldblodsheks holder jeg heller aldrig op med at blive fascineret af det.” fortalte hun med endnu et af sine små, stilfærdige smil. Nu havde hun godt nok aldrig været en af dem, der udforskede særlig meget - lige med undtagelse af drivhusene og udendørsarealerne, selvfølgelig. Hun havde været en ensom mus, det var kedeligt at udforske selv og faren for at havne et eller andet sted, hvor det ikke var dem tilladt at være, havde afholdt hende fra det.
”Jo, Beauxbâtons optager ikke elever fra Italien i hvert fald. Der er en mindre magiskole på Malta, men ellers foretrækker de fleste faktisk at sende deres børn til Durmstrang, der som bekendt optager elever, som kommer langvejs fra.” Taget i betragtning, at der ikke var mere end elleve troldmandsskoler i hele verden, så var det ret imponerende, at så mange af dem lå i Europa, syntes hun. Det interesserede hende også. Da hun havde rejst rundt i verden, havde hun været så heldig at få mulighed for at aflægge Uagadou Magiskole i Afrika et visit, hvilket havde været en oplevelse, hun sent ville glemme. ”En stor del af min familie, rektor Martelli deriblandt, valgte dog at forlade Sicilien, da jeg var barn, så jeg er skam også gammel Hogwartselev.” Hun lod blikket hvile vurderende på ham et øjeblik, da det gik op for hende, de måske burde kende hinanden, men hun kunne overhovedet ikke genkende ham, endsige ræsonnere sig frem til hans alder, så det droppede hun hurtigt. Rosa var exceptionelt dårlig til at gætte alder, og skød altid gerne en ti år forbi. ”Hvor kommer De selv fra?” spurgte hun interesseret.

[Deleted]

"Fuldblosstatus har heller ikke altid så meget med den slags at gøre," påpegede han. Ikke at han anså hende for at være blodsfanatiker eller noget i den stil, det virkede hun ikke som typen til. Havde det været tilfældet, havde hun nok ikke fået arbejde her på skolen. Om ikke andet, havde hun i hvert fald nok ikke fået lov til at beholde det. "Så vidt jeg har erfaret, i hvert fald fra min egen skoletid, så var det altid de, der var vokset op i muggler-familier, der endte med at vide mest om alt, når vi gik ud. Jeg gætter på, det er fordi, de er langt mere nysgerrige på det, end vi andre." Det var i hvert fald det, der lød som den mest logiske forklaring. Han havde nemlig ikke lyst til at adskille folk på grund af blodforskel. Hverken på den ene eller anden anden led. Men det var jo et vist sted rigtigt. Men folk, der var opvokset i den magiske verden havde jo allerede set det meste og var ikke så tilbøjelige til at søge yderligere informationer efter timerne, da det jo var en del af deres hverdag, der bare var ganske normalt.
Siors nikkede og lyttede opmærksomt efter, hvad hun fortalte. Han havde ganske vist hørt og læst lidt om, at der var meget blandet nationaliteter på Durmstrang og ikke kun oppe fra norden. Som hun fortalte, at hun åbenbart også gik på Hogwarts strejfede tanken ham, at de måske havde mødtes før? Så stor aldersforskel kunne der jo heller ikke være på dem, så det skulle ikke undre ham, at de måske havde gået på skolen samtidig. Men på den anden side, så var han ikke mere snaksaglig dengang, end han var nu, så han havde heller ikke bemærket specielt mange mennesker, dengang han gik i skole. "Hvilket kollegium gik De på, om man så må spørge?" Spurgte han, for hvis ikke hun havde været Ravenclaw, ville det delvist forklare, at han ikke kunne genkende hende, selvom de sikkert havde gået på skole sammen.
"Jeg er fra Wales," Besvarede han hendes spørgsmål med. "Swansea."

[Prof. Rosa Sensimilla]

”Nej, absolut ikke!” udbrød hun med en lille latter, næsten helt forfærdet over, at det kunne være blevet opfattet på den måde. ”Jeg mener bare, at nogen af os godt kan have tendens til at tage det hele for givet, fordi vi aldrig har kendt til andet.” uddybede hun og nikkede lidt medgivende til hans ord. Et øjeblik overvejede hun at spørge, om han selv var fuldblods, men den idé blev hurtigt arkiveret til et senere øjeblik, eftersom det da så i sandhed ville lyde som om, hun tillagde det nogen særlig betydning. Rosa var ikke blodfanatisk, overhovedet. Ganske vist havde hun haft tendenser derhenad i visse af sine ungdomsår, men det var for længst et overstået kapitel, og hun havde da arbejdet tæt sammen med mugglere i lang tid, hvilket også havde gjort enhver teori i den retning til skamme.
”Ravenclaw.” svarede hun med et lille smil og rystede derpå lidt på hovedet. ”Men jeg tilbragte langt større tid nede i drivhusene, end jeg nogensinde gjorde inde på skolen.” Og det kunne da måske være en mulig forklaring på, hvorfor hverken den ene eller den anden genkendte den anden eller den ene. Rosa havde jo heller ikke ligefrem været særlig social. Når hun talte med folk i dag, som hun også havde kendt dengang, så kunne de dog også berette, at hun havde ændret sig rigtig meget, også af udseende. Ikke noget, Rosa selv kunne se, men det måtte vel passe, når de nu sagde det.
”Åh, hvor spændende! Har De nogensinde besøgt Singleton Park?” spurgte hun interesseret og lyste op i et smil. ”De har en rigtig fin botanisk have, som er en visit værd. Hvis man altså er til den slags…” skyndte hun sig at tilføje, da hun jo godt vidste, det ikke var alle, der fandt botanik lige så spændende, som hun. Første indtryk at dømme, så slog Ravenclaws Overhoved hende heller ikke som en, der nød at få beskidte hænder. Men hun kunne selvfølgelig tage fejl.

[Deleted]

Siors gav hende ret med et nik og et "ganske rigtigt." Han havde heller ikke fornemmet hende som en, der bekymrede sig om blodstatussen. Det gjorde han jo heller ikke selv, selvom folk ofte troede det. Men det var jo tit, at man sådan kunne fornemme det lidt på folk, om lige netop dette betød noget for dem. Heldigvis var det ikke så udbredt en holdning længere, at man skulle være fuldblod, selvom der endnu var folk, der var af den mening, desværre. Men folk var jo heldigvis blevet klogere gennem tiden, og det var blevet til et noget mere udbredt faktum, at det ikke havde den fjerneste betydning, hvilken blodstatus man havde.
Det gav jo næsten mening. Ikke kun at hun underviste i botanik, men også at de så aldrig havde set hinanden på skolen før. For så stor aldersforskel kunne der ikke være på dem, det var han overbevist om. Men selv havde han jo netop brugt det meste af sin tid inde på skolen. "Jeg tilbragte også mere en det par timer på biblioteket hver dag, må jeg indrømme," sagde han, selvom han nu ikke skammede sig over det. Også i dag var det ikke usædvanligt at finde ham vandrende rundt derinde. Det, ellers så sad han ofte på kontoret og lavede et eller andet. Hvis ikke noget af betydning, så tegnede eller malede han eller noget, det var ret forskelligt. "Jeg kan forstå, at interessen for botanik så ikke kun munder ud i Deres arbejde," påpegede han måske nok mere som en konstatering.
"Mere end én gang," sagde han med et nik. "Jeg har været tryllestavsmager før i tiden, så jeg ved også en ting eller to om botanik," informerede han hende så om. Når man lige så på ham, vidste han godt, at han ikke lignede sådan en person, og da heller ikke en kreativ én! Men sådan kunne skindet jo så ofte bedrage, og han nød nu engang at gå pænt klædt. Også noget hans fætter var blevet bemærket for her på stedet. Men i Siors, og sikkert også Levis, hoved, så var det nu alligevel bedre at klæde sig og opføre sig pænt og ordentligt.

[Prof. Rosa Sensimilla]

Det nye overhoved var en lille smule.. kort for hovedet, kunne Rosa ikke lade være med at bemærke i sit indre. Hun havde nærmest fornemmet det allerede, da hun kom ind på kontoret, men hun var nu engang fortaler for ikke at lade første indtryk afgøre, hvad man skulle synes om en person efterfølgende. Men han var kort for hovedet.
Hun forstummede lidt over bemærkningen og tog sig selv i at bide sig let i den bløde underlæbe, så hun stoppede med det straks. Hun lyste op i et lettet smil, da samtalen fortsatte. ”Nå, men det giver da en god forklaring på, hvorfor vi ikke husker hinanden.” De havde formentlig forbipasseret hinanden adskillige gange, hvor Rosa var på vej udenfor til drivhusene, og Siors var på vej mod biblioteket for at slå tiden ihjel dér. Det var dog heller ikke fordi, Rosa aldrig var kommet på biblioteket. Hun havde da taget sin skolegang alvorligt, men interessen for Botanik overskyggede bare interessen for alt andet.
”Absolut ikke. Den munder ud i alt.” bekræftede hun med et muntert smil. Det var faktisk næsten det eneste, hun tænkte på at undersøge, hvis hun skulle et nyt sted hen, måtte hun indrømme for sig selv. ”Nej, jeg kan nu også godt lide musik, jeg er bare ikke særlig god til at frembringe det selv.” tilføjede hun, egentlig bare for at understrege, at Botanik ikke fyldte alt. Selvfølgelig havde hun en stor passion for Botanik, men hun mente ikke, det var ønskværdigt, at den overskyggede alt andet. Man kunne godt have andre interesser og interessere sig for sine medmennesker samtidig, selvom de måske ikke nødvendigvis delte ens begejstring.
Endnu et smil løb over Rosas læber, da han fortalte, at han havde været tryllestavsmager engang. ”Åh, er det rigtigt? Nej, hvor spændende!” Dét var hun ganske overrasket over at erfare. Og så igen.. måske ikke. Han kunne godt ligne en tryllestavsmager, tog hun sig selv i at tænke, hvordan søren sådan en ellers så ud. ”Jeg har altid haft stor respekt for det håndværk. Det må være meget svært?” Selv kendte hun kun til de allermest grundlæggende ting, så hun var på ingen måde kvalificeret til at manøvre rundt i dét fag.
”Det er snart tid til aftensmåltidet. Det kan være, De vil følges med mig derned?” foreslog hun efter et hurtigt blik på uret, der afslørede, at tiden løb. Det var ikke blevet så akavet, som hun havde frygtet, tværtimod fandt hun, at overhovedet var en interessant samtalepartner.

//Beklager svartiden! //

[Deleted]

Det var sandt, at Siors ikke var den mest uddybende person i universet, det skulle han været den sidste til at benægte. Det var også engenskab, der gjorde, at folk hurtigt opgav at tale med ham. Han virkede altid meget afvisende, selvom det ikke var tilfældet. Men socialisering var ikke det emne, han kunne erkende sig stærkest indenfor. I hvert fald ikke lige i starten. Når man lærte ham at kende, og han også lærte den anden person lidt at kende, så kunne det sagtens ændre på sig. "Det tror jeg, De har helt ret i," sagde han med et langsomt nik. Han kunne godt genkende hende, men ikke som en, han havde ført længere samtaler med før. Det var dog på ingen måde usandsynligt, at de havde passeret hinanden på gangene et par gange eller tre på vej til undervisning eller til drivhusene og biblioteket.
Siors nikkede. "Det er også en god viden og interesse at have," sagde han. "Det er ikke noget alle går op i, så her kan ens viden i sandhed slå til, hvor den mangler." Det var i hvert fald hans egen erfaring, at de færrest vidste også var det, som de fleste havde brug for at vide. "Musik, siger De," konstaterede han og hævede interesseret øjenbrynene. Det var jo et af hans absolutte yndlingsemner. "Jeg har selv undervist adskillige elever i både sang og spil," informerede hans med en næppe bemærkelig håndbevægelse ud i luften, selvom hans fastholdt øjenkontakten med hende; selvfølgelig uden direkte at stirre. "Så hvis De en dag har lyst til at lære det så sig endelig til." Det var netop det, han havde lavet, inden han var blevet ansat på Hogwarts og efter at have været tryllestavsmager. Undervist både børn og voksne i musik, kunst og dramatik. Han fortrød dog ikke at være blevet ansat som overhoved.
Folk havde tendens til at blive fascineret af lige netop dette, da de fleste ikke så ham som typen, der ville spilde sin tid på den slags håndværk, men det var ikke tilfældet. Han nikkede til det første spørgsmål, men besvarede det andet (han antog i hvert fald, at det var et spørgsmål). "Det er ikke så svært igen. Når man først har læst på på tingene med kerner og træsorter, så er det mere præcisnonien og tålmodigheden, der er grundlæggende. Det hele kommer med tiden," sagde han sandfærdigt. Han ville jo på ingen måde påstå, at selv selv var i verdensklasse, da han jo ikke havde brugt så mange år på det igen.
Siors kiggede op mod uret. Han ejede jo desværre ikke hans fætters evne til at vide præcist hvad klokken var hvert øjeblik det skulle være. "Med glæde," sagde han og rejste sig fra sin stol for at ledsage hende derned. Havde han ikke ønsket at tale yderligere med hende, så havde han opdigtet en undskyldning, men hun var jo et ganske komfortabelt selskab.

//A-okay, dawg. ^^

[Prof. Rosa Sensimilla]

”Sådan har jeg aldrig tænkt på det før.” svarede Rosa eftertænksomt. Selvfølgelig var hun klar over, at det ikke var på lige dét område, at de fleste slog igennem. ”Af og til kunne jeg nu godt tænke mig, der var flere, som gik op i det. Der er desværre heller ikke mange elever, der er oprigtigt interesserede.” Det var naturligvis en ting, hun gerne så vendt til det positive. Af en eller anden mystisk årsag var det altid fag som Forsvar mod Mørkets Kræfter og Besværgelser, der lod til at være de mest populære.
Hun tilbageholdt med nød et ’Åh, hvor spændende!’, eftersom hun mente, at hun måtte have opbrugt sin kvote for dét i løbet af samtalen, men lyttede interesseret til ham. ”Det lyder som om, De har været lidt omkring.” bemærkede hun i stedet, da han oplyste hende op, at han også havde undervist i sang og spil. Ikke på nogen dårlig måde, selvfølgelig, det var jo altid godt at prøve lidt forskelligt, før man faldt til ro. Var han så faldet til ro nu? Eller kunne de forvente at skulle have nyt overhoved igen om kort tid? Det kunne hun ikke lade være med at spekulere over, men hun håbede da, at han var kommet for at blive. For elevernes skyld, naturligvis, hvad ellers. Det måtte ikke være nemt at vænne sig til skiftende professorer og overhoveder hele tiden. ”Tak, det vil jeg huske. Men jeg må hellere advare Dem, dog. Mine evner med et klaver er stærkt begrænsede.” følte hun sig næsten forpligtet til at sige, med et muntert glimt i de mørke øjne, der ligeledes var rettet imod ham. ”Jeg har altid drømt om Vivaldis Årstider, men er aldrig kommet længere end til Lille Peter Edderkop.” Tiden havde ligesom bare aldrig været der til fordybelse, og sådan noget som musik var desværre aldrig noget, der var blevet vægtet særlig højt i hendes familie, selvom Italien havde nogen af verdens bedste tenorer.
Hun nikkede lidt til hans svar, der bestemt gav meget mening.”Sådan er det med de fleste ting.” medgav hun med et smil. ”Må jeg spørge, hvordan det kan være, De er gået væk fra det igen?” Noget måtte der da ligge til grund for det, forestillede hun sig. Der var da trods alt en forskel på at være tryllestavsmager og undervise børn - så kunne hun bedre forstå skiftet imellem undervisningen og Overhoved-stillingen, for der var da nogle fællestræk, som gik igen.
Det kom faktisk en anelse bag på hende, at han indvilligede i at følge med ned til Storsalen. Hun havde svoret, han ville afslå, eftersom hun havde karakteriseret ham som en ikke særlig selskabelig anlagt mand, men måske tog hun fejl alligevel. Et kort glimt af overraskelse viste sig, men det var hurtigt væk igen, og hun fulgte hans eksempel og rejste sig fra stolen.